Karl
Del 1 - Er du ensom, Karl?
Karl gik på pension efter et langt arbejdsliv. Karl var modelsnedker.
Det stille liv som pensionist blev hurtigt afbrudt, da Karls kone, Inge, fik konstateret lungekræft. Den rolige hverdag blev byttet ud med utallige hospitalsbesøg, og man kan spørge sig selv, om Karl nogensinde fik slappet af?
Karl er nu alene i huset på Lykke Peersvej. Et hus, der i mange år har dannet rammen om fødselsdage, juleaftener og påskefrokoster. Et hus, hvor der er smurt utallige pålægschokolademadder og hvor servicen altid har været i top. Denne service har Karl og børnebørn nydt godt af. Inge stod for det meste i hjemmet. Nu er der kun hjemmet tilbage.
I utallige timer sidder Karl alene foran fjernsynet. Quizshows er i høj kurs, cigaretterne forsvinder én efter én, dagene ligner hinanden. Det har de nu altid gjort. Den eneste forskel er, at Karl nu sidder der alene.
Del 2 - Hast du das grosse hankat gesehen?
Hast du das grosse Hankat gesehen? Nein er hat übersprungen für ein halben stunden siden.
Sætningen giver ingen mening, men jeg vil aldrig glemme den. Karl har mange små, finurlige sætninger, jokes om man vil, som han genbrugte utallige gange.
Med alderen blev Karls vittigheder mindre underholdende. Nogle gange tror jeg helt, at jeg stoppede med at lytte til dem, men i dag er det dem, jeg savner mest, dem, jeg husker bedst. Karl fortæller dem ikke længere, men jeg kan altid få et lille smil fra ham, når jeg minder ham om dem.
Jeg er ekstremt heldig, at jeg stadig har de fleste af mine bedsteforældre.
Jeg er ekstremt heldig, at jeg stadig har Karl.
Del 3 - Hvem er Karl?
For mig hedder Karl bedstefar, men hvem er han uden bedstemor?
Kender jeg ham overhovedet? Spørger jeg nok ind til ham? Besøger jeg ham nok? Hvem er Karl?
Jeg har en tanke om, at når man møder en fremmed, kan man på første møde lære personen bedre at kende, end man har kendt sine bedsteforældre gennem hele livet. Jeg giver mere af mig selv til den fremmede, end jeg nogensinde har givet og kommer til at give til Karl – og omvendt.
Dette på trods af at Karl er min bedstefar, og jeg betragter ham som en af mine nærmeste. Selvom jeg tager mig selv i at tænke disse tanker, gør jeg aldrig noget ved det. Jeg tror, at det er mere normalt end unormalt at have det sådan, og for mange er det sikkert også gældende med forældre og endda med søskende. Sådan er det, og sådan vil det måske altid være.
